| Til startsiden | Read this page in English |
|
Overfladebehandling af træ
Jeg har indtryk af, at der er lige så mange meninger om overfladebehandling af træ, som der er mennesker, der arbejder med det.Især er det meget en smagssag, hvordan man gerne vil have overfladen, og det afhænger også meget af anvendelsen. Nogle kan godt lide den blanke overflade, som voks og lak kan give, andre kan godt lide den silkeglatte overflade, som olier kan give, og andre kan bedre lide en mere rå overflade.
Robustheden er også meget forskellig. En vokset overflade kan være meget sart, en olieret overflade bliver efterhånden fjernet af gentagne afvaskninger med sæbe, og en lakeret overflade kan skalle af, hvis den får det mindste hak eller hul og udsættes for fugt.
Der kan altså ikke siges noget entydigt om valg af overfladebehandling. Jeg bruger mest koldpresset linolie eller ganske enkelt madolie fra køkkenskabet. Sjældnere bruger jeg bl.a. Rustin's 'Danish Oil', teakolie (som jeg synes kan være vældig godt på fyrretræ), karnaubavoks, shellak og andre lakker.
Vælg eventuelt at hoppe direkte til:
Pudsning(slibning)/polering, rene olier, olieblandinger, voks, lak, modvirkning af gulning, blegning, ammoniak, brænding, sandblæsning, børstning, linolie/trætjære til træ udendørs
Det er ikke en skrøne: Olieklude kan Selvantænde!!!
Men det er ikke nødvendigt at brænde olieklude og -svampe lige efter brug, som der står nogle steder. Jeg lægger dem i en metaldåse, der har været kaffe i (uden låg), så hvis der skulle gå ild i dem sker der ikke noget (jeg har prøvet at sætte ild til dem - det soder ret meget). Efter nogle uger er de gennemhærdede, tørre og stive. Så er de ikke brændfarlige længere og kan smides i en almindelig skraldespand. Nogle klude og svampe opbevarer jeg i en lille lufttæt beholder. Derved undgås det at olien hærder og de kan så genbruges så man sparer spild af klud og den olie, der er opsuget i kluden. Man kan også bare lægge kluden fladt udbredt, f.eks. på toppen af olieflasken, så vil olien hærde mens varmen let kan slippe væ uden at ophobes med brandfare til følge. Selvantændelse opstår kun hvis kluden er vædet med hærdende olie og rullet sammen til en klump, hvor varmen fra den hærdende olie ikke kan slippe væk fra midten af klumpen.Årsagen til selvantændelse: Hærdningen af olien er en kemisk proces, der udvikler varme. Hvis en større mængde olie er opsuget i en klud vil hærdningen afgive meget varme, og da kluden samtidig virker isolerende, er der risiko for, at temperaturen bliver så høj, at materialet antændes. Når olien på f.eks. en skål hærder, er det kun et tyndt lag på en stor overflade, der let kan komme af med varmen. Derfor er der ingen risiko for selvantændelse af oliebehandlede træemner.
Pudsning (slibning)/polering
Pudsningen af drejede emner gøres normalt i drejebænken, så den kan gøre en del af det hårde pudsearbejde. Man skal huske at flytte anlægget før pudsingen, så man ikke kommer til skade ved at få hånden i klemme. Man skal også huske at reducere omdrejningshastigheden for at undgå, at der dannes for meget varme ved pudsningen. Bevæg altid slibepapiret under pudsningen for at undgå, at der dannes ridser fra store slibepartikler på slibepapiret.Pudsning af det drejede træemne er for nogle drejere lidt et tabu. "Hvis man er en god drejer kan man dreje så fin en overflade, at pudsning (næsten) ikke er nødvendig". Alle gør det dog, og især når man ikke er så rutineret kan man bruge meget tid på det. Jeg har hørt om en professionel drejer, der laver meget store emner, og han starter med korn 16!!!!, og det er ikke unormalt, at professionelle (f.eks. Melvyn Firmager) starter med korn 60. Der er mange meninger om emnet, og jeg vil ikke undlade at skrive lidt også.
Der findes utallige typer af slibepapir og -lærred til meget forskellige priser. Det er ofte sådan, at jo dyrere det er, jo bedre er det også. Her må man prøve sig lidt frem og gøre sine egne erfaringer. Hvis man ikke handler pr. postordre kan man jo altid i forretningen prøve at føle og bøje lidt på papiret, det kan sortere de dårligste kvaliteter fra.
Slibepapiret/lærredet bliver normalt bedst at arbejde med, hvis det foldes to gange, så det ligger i tre lag. Det giver den bedste stabilitet og giver mulighed for at udnytte hele papiret, hvis det inderste lag foldes udenpå, når det skal bruges. Ved pudsningen må drejebænken ikke køre for hurtigt for at undgå opvarmning, og man skal heller ikke trykke ret hårdt.
Brug udsugning ved pudsningen! Pudsestøvet er helbredsskaldeligt. Har man ikke plads og økonomi til et stort udsugningsanlæg kan man bruge en støvsuger.
Brug ikke slidt slibepapir! Når slibepapiret bliver slidt, sliber det som om det var et par numre finere, men det kan stadig lave ridser svarende til den oprindelige grovhed. Det bliver derfor meget langsommere at arbejde med, så det er kun hvis man er meget sparsommelig, har masser af tid og i øvrigt elsker pudsningen, at man skal bruge slidt papir.
Når overfladen ikke bliver glattere med den aktuelle kornstørrelse, skiftes til en 50-80 % finere kornstørrelse. Når man sliber mens drejebænken roterer, sliber man helt eller delvist på tværs af årerne. Det bedste er at slibe langs med årerne, men det er ikke muligt på den roterende drejebænk. Derfor kan man inden skift af kornstørrelse stoppe drejebænken og slibe langs årerne ganske kort, så sliberidserne kommer til at ligge langs med årerne og bliver mindre synlige.
Inden man skifter til et finere slibepapir, bør man inde i hule former rense pudsestøv ud for at undgå, at store slibekorn fra det tidligere papir skal blive liggende og fortsætte med at sætte mærker. Nogle gange kan der være problemer med at slibekorn har sat sig fast i træets overflade, især ved blødt træ. De falder så ud hen ad vejen og laver store mærker, selv om man bruger et fint papir. Så må man rense pudsestøvet ud og måske gå et par numre tilbage.
Der kan nogle gange være steder, der er svære at få pæne, typisk i endetræ. Det kan så ofte være lettere at stoppe drejebænken og pudse i hånden, hvis det kun er få steder.
Det kræver lidt erfaring at se, hvornår mærkerne fra det forrige papir er fjernet og der kun er spor fra det papir, man er i gang med at bruge. Det kan nogle gange hjælpe at stoppe drejebænken og pudse lidt i hånden i en anden retning end bænkens rotation. Så kan man bedre se, hvad der er gamle mærker og hvad der er nye mærker. Nogle gange er man nødt til at gå et eller to numre tilbage, hvis den finere pudsning afdækker mærker, som ikke kunne ses før.
Man kan godt bruge slibepapiret til at forme emnet med. Man skal dog være opmærksom på, at det kan gøre emnet ovalt. Det er fordi slibepapiret tager mere i sidetræ end i endetræ (nogle mener, at det er absolut forbudt at bruge slibepapiret til at forme med, men det er jeg nu ikke enig i). Man skal ved pudsningen passe på ikke at komme til at runde kanter, der skal stå skarpt. Det kan gå meget ud over det færdige resultat.
I nogle til fælde, kan man ikke pudse i drejebænken, f.eks. ved mange emner med barkkant, firkantede skåle, dybe hule former mm. Så må man pudse i hånden eller evt. tage maskinkraft til hjælp:
Maskinpudsning
I stedet for at holde slibepapiret med hånden, kan man bruge en roterende slibeskive mens emnet drejer rundt i bænken. Det kan give en hurtigere pudsning, men resultatet bliver det samme som ved 'håndpudsning'. De roterende slibeskiver kan også være velegnede til pudsning af emner, der ikke kan pudses i bænken. Men man skal passe på, for man kommer nemt til at lave mærker og fordybninger. Man skal bruge finere slibepapir, end hvis man sliber i hånden.
Der findes mange typer af slibeskiver til at sætte i en borepatron. De typer, hvor slibepapiret er understøttet af en skumpude giver en god støtte til slibningen. De findes med skum i flere hårdhedsgrader (se f.eks. 'Drechselstube') og typisk i størrelser på 5 og 7,5 cm i diameter. Skumpuden kan enten være cylindrisk eller konisk. Den koniske er bedst, da den er lettest at komme til med. På de fleste slibeskiver er slibepapiret monteret med velcro, så det er nemt at skifte mellem de forskellige finheder. Velcroen på skumpuden kan skiftes når den bliver slidt og slibepapiret begynder at falde af. Man kan både få skiver af slibepapir og -lærred med velcro til montering på slibeskiverne. Jeg synes, at papiret er lige så godt som lærredet, da det jo ikke bliver bukket særlig meget. Bare slibekornene er limet fast med en ordentlig lim.
Man kan også få cylinderformede slibere. De fås både med det cylinderformede slibehylster sat fast på en oppustet gummicylinder, og på en skumcylinder, der udvides ved spænding af en skrue. Luftcylinderen har den fordel, at man kan justere hårdheden, men den er meget dyr.
Både de skiveformede og de cyliderformede slibere er velegnede til pudsning på roterende emner i bænken og til 'løse' emner. Det er ofte en fordel at bruge et bowdenkabel mellem boremaskinen og sliberen, så man får større frihed, bedre kan komme til og ikke skal bakse med den tunge boremaskine. Sliberne eller bowdenkablet kan også sættes i en borepatron i drejebænken ved pudsning af 'løse' emner.
Til pudsning på ydersiden af skåle er en slibeskive i en vinkelsliber, der kører med lav hastighed (3000 RPM), meget bedre end en boremaskine.
Her er et par links til forhandlere af slibecylindere og -skiver: Linå, Sløjddetaljer, Craft Supplies, Drechselstube.
Vådslibning
Nogle emner drejet i grønt træ kan med stor fordel pudses mens træet stadig er vådt. Det gølder f.eks., hvis emnet slår sig meget under tørringen. Man bruger så et vådslibepapir, som jævnligt renses i vand, og det er også normalt nødvendigt at holde træet vådt. Vådslibning kan også gøres med olie. En stor fordel ved våd slibning er, at slibepapiret holder væsentligt længere.Rene olier:
Olier giver en robust overflade, men de kan vaskes væk ved gentagne vask med sæbe. Derfor er det en nødvendigt at genopfriske oliebehandlingen på ting, der vaskes.Olier kan deles i to grupper: hærdende og ikke-hærdende. De ikke-hærdende har den ulempe, at de bliver ved med at være flydende, og derfor bliver genstanden ved med at kunne afsætte oliepletter. De hærdende olier bliver faste ved kontakt med luftens ilt efter en kortere eller længere periode. Efter hærdningen er der desuden ikke nogen risiko for at olierne fordærves eller harskner, og de vaskes også meget langsommere ud.
Olierne påfører jeg med en klud, svamp eller pensel. Efter brug kan pensler renses i terpentin eller petroleum.
Linolie fremstilles ved presning af frø fra hørplanten (hør hedder Linum på latin; linned var på dansk navnet på hørstof). Læs mere på Linolie 1-2-3's sider. Koldpresset (eller rå) linolie er min favorit til overfladebehandling af skåle og mange andre træarbejder. Dens væsentligste ulempe er den relativt lange hærdetid, men det er da bedre end olier, der slet ikke hærder. For at fremskynde hærdningen, kan der evt. tilsættes 'tørrelse' (sikkativ), der kan købes hos farvehandleren, men det bruger jeg nu sjældent. Linoliens giftighed eller giftfrihed er der lidt uenighed om. Den må være uskadelig og velegnet til træ, der kommer i forbindelse med fødevarer eller som små børn kan putte i munden, når frøene, som olien kommer fra, kan spises i store mængder. Kogt linolie skulle hærde hurtigere og trænge bedre ind i træet end koldpresset linolie, men jeg har ikke prøvet det (endnu). Hvis den var så meget bedre, ville den nok være mere udbredt, tænker jeg. Linoliefernis skulle være kogt linolie tilsat sikkativer (midler, der får det til at tørre hurtigere) og evt andre stoffer. Den skulle give en mere lakagtig overflade. Det har jeg heller ikke erfaring med.
Kinesisk træolie (Tung oil) hærder hurtigere end linolie og giver en lidt blødere og mindre mat overflade. Den skulle trænge bedre ind i træet end linolie. Det kan bl.a. købes hos Sløjddetaljer og Craft Supplies.
Vaselineolie og paraffinolie synes jeg ikke om, men det er kun min mening - nogle bruger det meget, f.eks. til køkkenredskaber, og ofte med en efterfølgende overfladebehandling, f.eks. med voks, for at forsegle overfladen, så olien ikke sveder ud.
Diverse 'madolier': Der findes mange madolier, der kan bruges til behandling af træ; jeg bruger af og til raps- eller solsikkeolie. Der kan i øvrigt være problemer med harskning, så træet kommer til at lugte dårligt. Nogle har eksperimenteret meget og har fundet frem til deres specielle favoritter som f.eks. valnøddeolie, tidselolie eller jordnøddeolie. De fleste hærder ikke men der er også nogle, der skulle hærde f.eks. valnøddeolie og valmueolie.
Olieblandinger
Der findes et meget stort antal blandede olier, og jeg skriver her kun om dem, som jeg bruger: Bio-voksolie er salgsnavnet på en olie fremstillet af Dorch&Danola. Den indeholder voks, og den har på mange måder fordelene ved både voks og olie. Efter gentagne påføringer kan den f.eks. poleres blank lige som voks, men den er meget mere robust. Den er tilsat kemikalier, så den tørrer hurtigere (ca. et døgn), tror jeg.Danish Oil minder en del om biovoksolien, men den tørrer hurtigere og giver hurtigere en blank (og lidt fedtet) overflade. Den giver også en svag mørkfarvning af træet. Der er mange firmaer, der laver 'Danish oil', og de forskellige produkter varierer noget. Jeg bruger Rustin's Danish Oil til nogle pyntegenstande.
Teakolie er salgsnavnet for et blandingsprodukt til møbler - og det drejer sig ikke om produkter til havemøbler. Det er tilsat diverse (uspecificerede) kemikalier og organiske opløsningsmidler, så jeg bruger det aldrig til ting, der kan komme i kontakt med fødevarer - nogle teakolier frarådes oven i købet til indedørs brug. Teakolie fra forskellige fabrikanter varierer en del. Jeg synes, at Sterlings teakolie er god til fyrretræ, men jeg bruger den kun til møbler.
Linolie med karnaubavoks kan jeg anbefale som et rent alternativ til kommercielle olier med voks. Man kan selv fremstille den ved at tilsætte karnaubavoks til koldpresset linolie og varme det op i vandbad til voksen er opløst. Forholdet er ca. 20-30 g voks til 1 l linolie, men det afhænger nu meget af, hvilken overflade man gerne vil have. Man kan tilsætte sikkativ ('tørrelse'), hvis man vil have, at olien tørrer hurtigere og så får man en olie, der minder meget om Biovoksolien. Sikkativ kan købes hos de fleste farvehandlere.
Linolie med bivoks skulle også kunne bruges, men jeg har ikke prøvet det. Ligesådan skulle man kunne bruge en blanding af bivoks og karnaubavoks i linolien.
Voks
Mange slags voks kan poleres til en flot blank overflade, men den kan være meget sart overfor f.eks. vand. Voksen kan påføres efter en oliebehandling, og det giver en mere robust overflade. Voksen kan f.eks. påføres ved at holde et stykke voks mod det roterende emne i drejebænken så der afsættes lidt voks. Derefter fordeles og poleres det med en klud. Voksen kan også påføres ved at voksstykket holdes ganske kort mod en polereskive (der kun bruges til det), så voksen smelter og der afsættes lidt på skiven. Derefter pudses emnet på skiven, så voksen overføres til det. En tredje metode er at blødgøre voksen med et opløsningsmiddel og påføre den med en klud. Nåopløsningsmidlet er fordampet, kan voksen poleres.Bivoks har jeg kun meget lidt erfaring med. Det giver ikke en særlig robust overflade.
Karnaubavoks (staves på mange forskellige måder) er en hård voks, der fremstilles af det vokslag, der dannes på karnaubapalmens blade. Karnaubavoks synes jeg er det bedste til slutbehandling af en overflade for at give den høj glans, hvis den ikke skal lakeres. Karnaubavoks kan f.eks. købes hos Linå.
Voksblandinger af mange forskellige slags kan købes. Jeg bruger dem ikke ret meget. De er normalt en blanding af forskellige typer voks tilsat et organisk opløsningsmiddel for at gøre dem blødere så de kan smøres på direkte med en klud. Man kan også selv lave sine voksblandinger. Bivoks og karnaubavoks blandet skulle kunne give en god voks, der er lettere at påføre end karnaubavoksen, men jeg har ikke prøvet. For at få en blød voks, der kan smøres på direkte, kan man iblande ca. 1/4 terpentin eller måske linolie (evt. under opvarmning).
Lak
Lak giver en overflade, der er robust over for snavs, fugt mm. Hvis der kommer en revne i lakken, kan den imidlertid blive meget sart over for længerevarende fugt. Jeg bruger normalt ikke lak, da jeg synes, at det ødelægger fornemmelsen af træ og i stedet giver en plastikagtig fornemmelse - men det er helt en smagssag. Jeg bruger dog af og til lak.Shellak fremstilles af et stof, som udskilles af lakskjoldlusen. Jeg bruger af og til shellak til overfladebehandling af små emner som f.eks. øreringe. Jeg dypper simpelt hen hele emnet i en forholdsvis tynd opløsning. Shellak er også god, når man har brug for en hurtigttørrende lak, f.eks. som grund før belægning med bladmetal.
Shellak kan være ret dyrt, men et billigt alternativ er at lave den selv. Man køber shellakflagerne (f.eks. hos Sløjddetaljer eller vist nok hos Aart de Vos) og opløser dem i sprit i forholdet ca. 1:1 (kan kræve opvarmning). Er shellakflagerne af en uren kvalitet, kan der være en rest, der ikke kan opløses. Filtrering kan muligvis være nødvendiig.
Andre typer af lak bruger jeg også af og til - lige fra gulvlak til vandbaseret 'hobbylak'.
Modvirkning af gulning af træet
Mange ønsker at bevare den farve, som træet har når det er nydrejet og inden overfladebehandling, men de fleste overfladebehandlinger påvirker emnets farve, som normalt bliver mørkere og mere gullig. Det er dog ikke så meget olien, der farver træet, men ændringen af træets optiske egenskaber - vand ændrer jo også træets farve, og vand er i hvert fald helt farveløst.Træets farve vil imidlertid også naturligt ændres med tiden under påvirkning af lys og luft. Tænk bare på gammelt egetræ, der kan være næsten sort, selv om det var lyst oprindeligt, eller fyrretræ, der bliver meget mørkebrunt med tiden. Andre træsorter bliver lysere med tiden, f.eks. mahogni og palisander.
Nogle typer lak giver en meget lille ændring af farven, og nogle vælger af den grund lak. Hvis farven skal forblive lys i længere tid, skal lakken desuden indeholde et UV-filter til modvirkning af træets naturlige gulning.
For nogle træsorter kan en ludbehandling modvirke gulning af træet, men det ændrer også farven, så det er ikke en måde at bevare den naturlige farve på.
Blegning
Ønsker man træet lysere end det naturligt er, kan det bleges på forskellige måder. Klorblegning er nemt at gå til med f.eks. 'Klorin'. En anden kraftigere, men også noget mere usund metode, er at bruge en blanding af brintoverilte og salmiakspiritus. En del salmiakspiritus (ammoniak) hældes i 5-10 dele brintoverilte (brintperoxid) og påføres træet - men pas på, det er skrappe sager. Brintoverilte alene kan også bruges. Oxalsyre i en 5-10 % opløsning skulle også være en mulighed, men det bør neutraliseres bagefter, måske med sæbevand eller eventuelt med brintoverilte.En anden mulighed er at bruge en hvidpigmenteret olie, lak eller simpelthen en fortyndet hvid maling.
Ammoniak
Salmiakspiritus (ammoniak) kan bruges til at farve træ med. Mest velkendt er nok, at egetræ kan farves til smukke brune farver ved dampning med ammoniak. Farven er stort set den samme som opnås ved naturlig ældning af egetræet gennem hundreder af år. Metoden er enkel: anbring emnet i en plastholder og stil en lille skål ammoniak ned til det. Jo længere det står, jo mørkere bliver farven. Beholderen skal have et låg eller en pose over for at holde de ubehagelige dampe indespærret. Store emner kan anbringes i en lukket plastsæk.Samme fremgangsmåde kan bruges for andre træsorter, men resultatet er meget varierende. Fyrretræ får en grålig, patineret overflade, der ligner naturligt patineret fyrretræ. Kombineret med sandblæsning eller børstning giver det et udseende, der ligner strandvasket fyrretræ.
Brænding
En gasflamme kan bruges til at farve træet med. Alt efter varmen (afstanden) og tiden bliver farven stærkere eller svagere.Kraftig brænding med efterfølgende børstning kan bruges til at give en rustik overflade hvor træets åretegninger træder tydeligt frem: Emnet brændes med gasflammen og børstes, så de mest brændte områder, som er den lyse del af årringene, fjernes. Denne teknik virker naturligvis bedst på træsorter med stor forskel i årringenes fasthed.
Sandblæsning
Sandblæsning giver en rustik overflade med en tydelig struktur af træets åretegninger. Det kræver naturligvis, at man har adgang til et sandblæsningsudstyr. Ved sandblæsningen skal man være opmærksom på, at hvis man blæser direkte ind på endetræ giver det en meget ru, lidt krateragtig struktur. Hvis man vil undgå dette, skal man blæse fra siden ind mod endetræet.
Børstning
Børstning med en stål- eller messingbørste kan give et resultat, der minder om en sandblæst overflade.Linolie/trætjære til træ udendørs
Til overfladebehandling af træ udendærs har jeg fået anbefalet at grunde med ufortyndet koldpresset linolie i varmt vejr. Når linolien er hærdet efterbehandles med trætjære fortyndet med op til 50 % linolie, her skulle det være endnu mere vigtigt at gøre det i varmt vejr for at tjæren skal flyde ordentligt. Træet vedligeholdes med samme blanding med nogle års mellemrum.Jeg har ikke selv prøvet, så jeg har ingen erfaring med behandlingen. Der kommer efterhånden trætjære fra flere og flere producenter på markedet. Jeg har fået anbefalet et produkt fra Borup Kemi, som skulle kunne fås mange steder. En anden mulighed er fra Morsø Maling.